Vedtægter

Vedtægter for Vejby Forsamlingshus.

1.       Navn og hjemsted. Foreningens navn er ”Foreningen Vejby Forsamlingshus”. Foreningen er hjemmehørende i Gribskov Kommune.

Foreningens adresse er hos formanden.

 

2.       Formål. Foreningens formål er at eje, drive, vedligeholde og opretholde Vejby Forsamlingshus som almennyttig, lokalt samlingssted efter de stedlige behov for møder, arrangementer og fælles aktiviteter af kulturel, politisk, foreningsmæssig, idrætslig og selskabelig art. Foreningen understøtter samhørigheden og et aktiv fællesskab mellem områdets beboere. Foreningen er tilknyttet Landsforeningen Danske Forsamlingshuse gennem Nordsjællands Forsamlingshusforening.


3.        Medlemmer. Medlemmer er de, som har købt et eller flere medlemsbeviser eller under tidligere  vedtægter et eller flere andelsbeviser.

Medlemskabet er personligt på navn.

Medlems- eller andelsbeviser kan ikke overdrages ved salg, gave eller arv.

Den ordinære generalforsamling fastsætter prisen på nye medlemsbeviser, gældende fra generalforsamlingen. Generalforsamlingen fastsætter et årligt medlemskontingent.

 

4.         Generalforsamlinger. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af marts. Indkaldelse sker med mindst 14 dages varsel i lokale blade eller pr. brev.

      Forslag fra medlemmer til behandling skal indgives skriftlig til formanden senest 7 dage før, forslag til vedtægtsændringer dog senest 15. Januar.

Dagsorden for en ordinær generalforsamling skal være:

1.       Valg af dirigent.

1a    Valg af referent

2.       Formandens beretning.

3.       Kassererens forelæggelse af det bilagskontrollerede   årsregnskab.

4.       Indkomne forslag.

5.       Orientering om bestyrelsens budget.

6.       Forslag til pris for medlemsbeviser og årlig kontingent.

7.       Valg

a)     Af 9 bestyrelsesmedlemmer for 2 år, i ulige år 4, og i      lige år 5.

b)     Af evt. supplerende bestyrelsesmedlemmer for 1 år for fratrådte i årets løb.

c)      Af en første, en anden og en tredje bestyrelsessuppleant, alle for 1 år.

d)     Af 2 bilags kontrollanter for 1 år.

e)     Af 1 bilags kontrollantsuppleant for 1 år.

 

8.       Eventuelt, hvorunder intet kan besluttes.

 

Bestyrelsen udpeger en referent, som sammen med dirigenten underskriver referatet af generalforsamlingens beslutninger. Dirigenten udpeger evt. stemmetællere. Alle beslutninger træffes ved almindelig flertal af de afgivne stemmer. Valg af flere personer i en afstemning kan dog ske ved relativt flertal. Hvis medlemmer undlader at stemme, hverken stemmer for eller imod, eller afgiver ugyldige eller blanke stemmesedler regnes det ikke med som afgivne stemmer.

 

Ved hver afstemning kan hvert tilstedeværende medlem afgive 1 stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt eller stedfortræder. Afstemningen foregår normalt ved de stemmeberettigedes håndsoprækning. Skriftlig afstemning anvendes kun

a)       Ved personvalg mellem flere foreslåede,

b)       Hvis vedtægterne bestemmer det, eller

c)       Hvis dirigenten skønner det nødvendigt.

Sammen med et medlem kan ægtefælle/samlever, som ikke er medlem, overvære generalforsamlingen uden stemme- og taleret.

 

Ekstraordinær generalforsamling lader bestyrelsen afholde tilsvarende, hvis den finder det nødvendigt, eller hvis 1/3 af medlemmerne skriftligt begærer det og angiver punkter til behandling. Indkaldelsen sker senest 4 uger efter at en begæring er modtaget, feriemåneden juli dog fraregnet. Indkaldelsen skal angive de punkter, der er til behandling, og kun disse kan behandles. Et punkt betegnet ”Eventuelt” kan ikke behandles på ekstraordinær generalforsamling.

 

5.       Bestyrelsen. Inden for rammerne af, a)Den gældende retstilstand, af b) disse vedtægters formål og bestemmelser og af c) generalforsamlingernes beslutninger har bestyrelsen myndighed til at lede foreningen. Bestyrelsen udpeger, hvem som bemyndiges til at forestå udlejning af forsamlingshuset efter regler, som bestyrelsen fastsætter, og den påser, at udlejningen sker inden for disse rammer og inden for forsamlingshusets formål. Bestyrelsen kan afvise arrangementer og lejemål, som falder uden for formålet eller kan rumme risiko for overbelægning, misbrug, brand, hærværk, nabogener e.l.

 

6.       Bestyrelsens sammensætning og konstituering. Bestyrelsen består af 9 medlemmer. Disse vælges for 2 år. Der afgår skiftevis 4 i ulige og 5 i lige år. Bestyrelsen vælger af sin midte formand og kasserer, som ikke kan være samme person, samt vælger næstformand til at fungere under formandens midlertidige fravær. Den fordeler andre bestyrelsesopgaver imellem sig. Bestyrelsen kan fastsætte en forretningsorden for sin virksomhed. Den er beslutningsdygtig, når den er indkaldt til møde efter regler, den har fastsat herfor, og når mindst mere end halvdelen af dens medlemmer er til stede. Beslutninger forudsætter, at mindst et flertal af de tilstedeværende har stemt for dem. Bestyrelsen fører en protokol over sager behandlet på hvert bestyrelsesmøde og over trufne beslutninger. Protokollen underskrives af mødedeltagerne ved mødets afslutning. Fratræder bestyrelsesmedlemmer indtræder suppleanterne i den rækkefølge, de er valgt, og fratræder formanden, vælger bestyrelsen af sin midte en anden formand, i begge tilfælde indtil næste ordinære generalforsamling. Ved bestyrelsesmedlemmers fravær kan formand indkalde suppleanter med stemmeret for at gøre bestyrelsen mere fuldtallig. Bestyrelsen bestemmer i hvilket omfang suppleanter i øvrigt kan inddrages uden stemmeret i bestyrelsens virksomhed.

 

7.       Økonomi, regnskab og revision. Foreningens indtægter fremkommer ved udlejning af forsamlingshuset, suppleret ved overskud på arrangementer, ved sponsorstøtte, ved evt. offentlig støtte og medlemskontingent. Regnskabsåret er kalenderåret. Generalforsamling vælger for 1 år dels 2 bilagskontrollanter til at kontrollere regnskabet og dels 1 bilagskontrollantsuppleant. Bilagskontrollanterne skal afgive skriftlige bemærkninger til regnskabet. Foreningens midler skal være anbragt i pengeinstitut. Der skal ikke udbetales overskudsdele til medlemmerne.

 

 

8.       Tegning. Foreningen tegnes i den daglige økonomi af formand eller kasserer. Pantsætning, optagelse af lån eller lignende transaktioner, som kan forpligte foreningen, forudsætter beslutning og underskrift fra en fuldtallig bestyrelse. Bestyrelsen kan optage driftslån på op til 75% af forsamlingshusets offentlige ejendomsværdi mod pant i forsamlingshuset. Låneoptagelse og pantsætning derudover og evt. køb eller salg af fast ejendom kræver en generalforsamlingsbeslutning.

 

9.       Hæftelse. Foreningen hæfter alene med sine aktiver. Ingen kan personligt hæfte eller drages til økonomisk ansvar som formand, kasserer eller  bestyrelsesmedlem i tilfælde af handlinger eller undladelser i forhold til foreningen, som efter den almindelige retstilstand kunne være personligt ansvarspådragende.

 

10.   Vedtægtsændringer. En generalforsamling kan behandle forslag om vedtægtsændringer, hvis medlemmerne indkaldes mindst 14 dage forud pr. brev eller meddelelse i lokal dagspresse. Medlemmers evt. forslag til vedtægtsændringer skal indsendes, så de er formanden i hænde senest 15 januar for at kunne behandles på den ordinære generalforsamling. Vedtægtsændringerne vedtages med almindeligt flertal af summen af afgivne ja- og nejstemmer.

 

 

11.   Foreningens opløsning. Hvis bestyrelsen af økonomiske eller andre årsager ikke længere ser mulighed for at drive forsamlingshuset, indkalder den pr. brev eller meddelelse i lokal presse til generalforsamling med nærmere oplysninger om situationen evt. for at få valgt en anden bestyrelse. Viser dette sig ikke muligt, eller opgiver en nyvalgt bestyrelse, indkaldes der med nærmere forslag om foreningens opløsning og forsamlingshusets evt. afhændelse, til ekstraordinær generalforsamling herom, og en opløsning kan vedtages med almindeligt flertal af summen af de afgivne ja- og nejstemmer.

 

12.   Anvendelse af evt. midler i tilfælde af foreningens opløsning. Ved en opløsning, som ikke afsluttes med en fusionering med et andet forsamlingshus, med en idrætshal eller et lignende almennyttigt, lokalt samlingssted, træffer den opløsende generalforsamling beslutning om at stille evt. midler til rådighed for almennyttige formål i lokalsamfundet, og om hvem der skal forestå den økonomiske afvikling og fordeling af midlerne som bestemt. Efter en opløsning afleveres foreningens samlede arkivalier til lokalhistorisk arkiv.

 

 

13.   Ikrafttrædelse. Denne vedtægt er efter reglerne i den hidtidige vedtægt marts 2003 endeligt vedtaget på generalforsamling den 14. februar 2008. Denne vedtægt træder i kraft straks efter dens endelige vedtagelse og fuldt ud for afviklingen af næste ordinære generalforsamling.

 

_________________________                                             ________________________

Generalforsamlingens referent.                                           Generalforsamlingens dirigent.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

01.08 | 15:22
Huset`s Bestyrelse har modtaget 1
27.06 | 20:00
Mit fotoalbum har modtaget 1
Du kan lide denne side